Forkynnerens vekkelse

Mikkel Vigilius

 

Å være en Guds ords forkynner er både et kall og et ansvar. Vi skal forkynner evangeliet, synd og nåde, og ikke egne meninger og kjepphester.

Bibelskolelærer i Danmark, Mikkel Vigilius, har i siste nummer av tidsskriftet Nyt Liv (nr.1 2015) en lengre lederartikkel under overskriften «vekkelse». Nyt Liv er Danmarks svar på gamle Fast Grunn. Lederartikkelen er delt inn i fire underartikler, «Forkynnerens kall», «Forkynneren og Guds ord», «Vekkelsesforkynnelsens innhold» og «Vekkelsesforkynnelsens frukt og motstand».

Artikkelen er lang, hele 26 sider, men for meg var den både til ransakelse og inspirasjon. Hele tidsskriftet legges ut på internett på siden nytliv.dk. Bladet kan også bestilles og fås gratis ved henvendelse til: nyt.liv@fiberpost.dk

Under vil jeg gjengi noen sitat fra artikkelen, som en liten forsmak på hva du kan finne ved å lese hele den vekkende lederartikkelen.

Forkynnerens kall

«Det er min tanke. En god prædiken. Guds tanke er annerledes. Gud vil, at jeg skal være et redskab til menneskers frelse, intet mindre.»

«Som kristen forkynder har jeg ikke frihed til at vælge, om jeg vil forkynde vækkende. Det skal jeg gøre. Det er de falske profeters kendetegn, at de ikke gør det.»

«Vi forestiller os, at falsk forkyndelse kun er, når nogen siger noget, som er helt igennom galt. Det virker, som om vi ikke forstår, at den virkeligt farlige forkynder er ham, som ikke betoner de rigtige ting.» (Sitat Martin Lloyd-Jones)

Forkynneren og Guds ord

«Forkynderens første kald er ikke at gå til andre mennesker med Guds ord. Hans første kald er det samme som alle kristnes første kald: selv at komme til og modtage Guds ord som et ord – til mig.»

«Jeg har prædiket for andre, at en kristen ikke må gå mod sin samvittighed. Men jeg gør det selv. Ingen ved det, ingen ser det. Hvor sker det nemmt.» … «At jeg, der har prædiket for andre, ikke selv skal blive forkastet.» (1 Kor 9.27)

«Jeg husker selv den dag, da jeg stod med et prædikantbrev, som bevidnede, at jeg nu var officielt kaldet som prædikant. Jeg stod på mit kontor og læste brevet, og min første tanke var: Nu sætter den onde ind med særlig kraft mod mig. Han ved, at kan han forføre hyrderne, så kan han gennem dem lede fårene vild. Nu er jeg i særlig fare for forførelse og frafald.»

«Hvem var de to største forkyndere i den første generation af kristne? De to, som var faldet dybest: Peter, der havde fornægtet Jesus. Paulus, som havde forfulgt ham. Netop de to kunne i enestående grad vidne om Guds store nåde mod syndere i Jesus.»

«En af kristenhedens største farer er de vellykkede prædikanter. De kan alt – undtagen et: at prædike om Lammets blod og Kristi sejr, så det går til hjerte. Den vellykkede prædikant kan håndværket, men det er ikke nok. Man kan uddannes, men aldrig til ånd. En sand og ægte forkynder må dannes af den levende Gud.» (Sitat Hans Erik Nissen)

«Nådens dør står åben – også for den svigtende forkynder!

Vekkelsesforkynnelsens innhold

«Det ligger i vor natur at forsvare vores synd. Der går ikke mange sekunder, fra vi falder i synd, til vi i vores tanke og sind begynder at forsvare og unskylde os selv.»

«Forkynderens byrde er at afsløre synden som synd og kalde mennesker til omvendelse og frelse, mens tid er.»

«De kommer til bibelskolen i håb om, at det nu endelig skal lykkes for dem at få kristenlivet til at hænge sammen – med bøn, trosglæde, varme, bibellesning og vidnesbyrd. Kan man ønske sig noget bedre end at kunne stå frem og takke Gud for, at alt nu endelig er, som det skal være – som farisæerne gjorde det?»
 

«Aldrig kommer den dag, hvor Gud kommer til mig og kræver et tillæg til Jesus. Jeg frelses fra først til sidst med tomme hænder ved Jesus alene.»

«Guds vrede er en konkret og reel virkelighed for alle syndere på jord, som ikke ejer frelsen i Jesus. De lever under Guds vrede, og dør de i deres nuværende tilstand, så går de mod en evighed under Guds straffende vrede.»

«Dette er evangeliet: at én er døde for alle, og at alle ved denne ene, Jesus Kristus, er blevet forsonet med Gud. Han blev ramt af Guds vrede i vort sted, for at vi for hans skyld skulle møde Guds nåde. Han blev forladt af Gud, for at vi skulle modtages af Gud. Han blev stødt ud i fortabelsens mørke, for at døren skulle åbnes for os til Himlen. Han blev dømt, for at vi skulle gå fri. Vor synd blev hans, og hans retfærdighed blev vor.»

 

(Nr.1 2015 av Nyt Liv er enda ikke lagt ut på nytliv.dk når denne artikkelen publiseres.)